Hele 12 mødte op denne gang, og vi lagde hårdt ud med den 14-takkede stjerne som kan ses enten som et “stellated” oktaeder eller som en terning hvor man har puffet kanterne ind på den anden led. Den kan laves af en vandbombe, men det er en udmærket øvelse at undgå de overflødige folder, og desuden brugte vi en variation med en pænere lås. Variationen er næsten sikkert opfundet af John Montroll, jeg kan bare ikke huske hvor. I hans nye bog om polyedre inddeler han kvadratet i 6, men vi foldede varianten med kun 4-deling, lige som vandbomben, så det er ikke derfra.
Og så viste Sasha os en af sine flotte kusudama, i stor størrelse. Vi fik foldet alle 40 moduler og syet den sammen, først i 4 ringe a 10 moduler som så samles i ophængssnoren og fordeles pænt. Groft sagt er et modul en lilje der har vendt vrangen ud. Netka var den heldige som fik den med hjem.
En fordel ved at være så mange er at uden problemer kan dele sig op i flere hold. Så Helen viste en origami Mandala Carla, design Maria Sinayskaya, som hun foldede sammen med Bernice, se billedet. Helen havde diagramkopier med, jeg har en af dem liggende. Frederik foldede på egen hånd Jack Skillmans Jackstone mens hans lillesøster lavede nærmest en serieproduktion af de 14-takkede stjerner; flere af de andre foldede også flere af dem, så de bedre kunne huske dem til senere, men de gør sig også godt til jul, både i vores 30 cm papir og i små størrelser til juletræet. Og Hjalte foldede bl.a. en flagermus og en kastestjerne, og fik vist en hexaflexagon (vi må sætte den på programmet en dag) og møbiusbåndet og dets gennemklipning.